Ny grøn model-gruppe i DREAM

DREAM-gruppen har ansat fire AC’ere og fire studenter til nyt spændende modelprojekt. I samarbejde med forskere fra Københavns Universitet og Aarhus Universitet skal vi de næste to år bygge en ny grøn model for Danmark. Der er på nuværende tidspunkt tilknyttet 19 forskere og modeludviklere til projektet (se billede).

Den nye model kommer til at hedde GrønREFORM og er en videreudvikling af DREAM-gruppens multisektormodel REFORM. Modellen skal kunne bruges af ministerier og andre interessenter til at vurdere økonomiens påvirkning af miljøet samt specifikke miljø-, energi- og klimapolitiske tiltags samfundsøkonomiske omkostninger. Det er derfor nødvendigt, at modellen dækker mange forskellige områder, f.eks. forsyningssystemet (el og varme), landbruget, transport, affaldshåndtering og genanvendelse (cirkulær økonomi), omkostninger ved emissionsreduktioner i erhvervene mm.

Holdet bag udviklingen af GrønREFORM modellen

Model-gruppen er en udløber af forskningsprojektet ”THE GREEN REFORM MODEL: A Model of the Interaction of the Environment and the Danish Economy”. Dette forskningsprojekt er finansieret af Carlsberg-fondet, det har løbet i to år og afsluttes i 2021. Projektet ledes af Peter Birch Sørensen, Københavns Universitet og Peter Stephensen, DREAM. Forskningsprojektet finansierer forskernes videre arbejde de kommende to år. Model-gruppen i DREAM er finansieret over finansloven for 2020.

Under forskningsprojektet er der på nuværende tidspunkt udviklet en bottom-up-baseret forsyningsmodel, som er specielt designet til at kunne integreres i en makro-model. Der er opbygget en 8-sektor landbrugsmodel, som gør det muligt at regne på landbrugets emissioner. Der er lavet et første udkast til modellering af affaldshåndtering, og der er bygget en første version af den dynamiske multisektor-struktur. Model-gruppen starter derfor på ingen måde fra bunden. Det er gruppens opgave at samle de mange delprojekter i et samlet hele, at modellere grundmodellen, at udføre eller støtte integrationen af forskernes delmodeller og at professionalisere den samlede infrastruktur omkring modellen. En vigtig opgave vil være at udvikle et model-setup, der gør det muligt for fremtidige brugere i ministerier mv. at arbejde med den store model.