Svar på kritik af DREAM-modellen

Weekendavisen bragte den 28. oktober en artikel, som indeholdt en kritik af DREAM-modellen. Her kan du læse DREAMs svar på kritikken, som er lavet sammen med Jakob Hald, der er Direktør for Fonden Kraka. Vi har her valgt at vise en lidt længere udgave af det svar, som er bragt i Weekendavisen den 4. november 2011.

Artiklen, som vi reagerer på, kan læses efter vores indlæg.

Kommentar til kronik i Weekendavisen om DREAM fra fredag den 28. oktober

Af Peter Stephensen, Forskningschef i DREAM-gruppen og Jakob Hald, Direktør for Fonden Kraka.

I seneste udgave af denne udmærkede avis afleverede Niels Enrum et angreb på DREAM-modellen, som kræver et svar. Enrum har misforstået både hvad DREAM er og hvem der bruger den.

Enrum skriver, at Skattekommissionen har baseret sine anbefalinger på DREAM-modellen, og at Finansministeriet har brugt DREAM-modellen flittigt. Det er forkert. DREAM-modellen spillede reelt ingen rolle i Skattekommissionens arbejde, og Finansministeriet har i sine fremskrivninger og vurderinger anvendt ADAM-modellen som ramme for beregningerne.

Enrum skriver videre, at Arbejdsmarkedskommissionen har brugt DREAM-modellen til at vise, at "arbejdsløse er mere tilbøjelige til at 'vælge' ledighed, jo længere dagpengeperioden er". Den slags analyser kan DREAM-modellen imidlertid slet ikke bruges til. Arbejdsmarkedskommissionen har da også brugt Beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase til dette formål. Den database hedder bare også DREAM. Der er derfor et navnesammenfald, som Enrum tilsyneladende er løbet sur i. Det er også fortegnet, når Enrum siger, at Arbejdsmarkedskommissionens anbefalinger skulle bygge på DREAM-modellen. Modellen er blevet brugt til at vurdere virkningerne af hurtigere studiegennemførelse, men har derudover ikke spillet nogen fremtrædende rolle i kommissionens arbejde.

Og det bliver værre endnu. I et ikke specielt vellykket afsnit om DREAM og uddannelse siger Enrum blandt andet, at "VK-regeringen fortolkede sine DREAM-beregninger præcist på den måde: At uddannelse til flere vil mindske BNP og forringe statsfinansernes holdbarhed". Finansministeriet har godt nok vurderet virkningerne af et højere uddannelsesniveau for VK-regeringen. Men disse beregninger anvender slet ikke DREAM-modellen. Desuden viser Finansministeriets beregning, at BNP stiger på længere sigt, når tilstrækkeligt mange har fået uddannelse, og forøgelsen af uddannelsesniveauet er faktisk en relativt god investering fra et statsfinansielt synspunkt, selv om den altså ikke skønnes at give overskud.

Hvad så med selve DREAM-modellen. Er det en liberalistisk model der anbefaler afmonteringen af velfærdsstaten og indførelsen af en minimalstat? Det er ikke sådan den er tænkt. Modellen blev udviklet i slutningen af 90erne under SR-regeringen til at analysere de udfordringer, som velfærdsstaten står overfor: aldring, globalisering osv. Det spørgsmål, som modellen er udviklet til at besvare er med andre ord: Hvad skal der til for at bevare velfærdstaten? Langt hovedparten af modellen - og modelarbejdet - handler således om den offentlige økonomi og en detaljeret modellering af de institutioner, som har betydning for de offentlige finanser.

Med de kriterier, Enrum anvender, så er alle danske makromodeller 'liberalistiske' - herunder også de keynesiansk inspirerede modeller, som ADAM og SMEC. I alle modellerne gælder for eksempel, at en forøgelse af dagpengenes kompensationsgrad isoleret set vil øge ledigheden - og at større arbejdsudbud på langt sigt vil medføre en tilsvarende stigning i beskæftigelsen. Det er udtryk for, at der er empiriske belæg for disse sammenhænge.

En vigtig forskel på modellerne er imidlertid, at for eksempel ADAM særligt har fokus på det kortere sigt, hvor efterspørgselsforhold spiller en central rolle, og hvor lønninger og priser er mere ufleksible. DREAM er en strukturel model, som handler om udviklingen på langt sigt, hvor udbudsforholdene er afgørende. Det er udtryk for DREAMs fokus, nemlig velfærdsstatens langsigtede udfordringer (dvs. den finanspolitiske holdbarhed). Her er det de langsigtede, strukturelle forhold, som er vigtige: demografi, uddannelsesniveau, erhvervsdeltagelse, pensionsopsparing osv. DREAM har udviklet et system til fremskrivning af disse forhold, som er best practice internationalt. DREAM kan og skal kun anvendes til sådanne langsigtede, strukturelle analyser. Og sådan er modellen også blevet brugt af blandt andet De Økonomiske Råd og af Velfærdskommissionen.

Enrum kritiserer DREAM for ikke at tage hensyn til fordelingspolitiske spørgsmål. Det svarer lidt til at smide en racercykel på lossepladsen, fordi den ikke kan lave kaffe. DREAM er ikke bygget til at belyse fordeling mellem indkomstgrupper på et bestemt tidspunkt. Det kræver derfor andre eller suplerende analyser. Der er næppe nogen makromodeller (dvs. modeller som skal beskrive hele økonomien), som samtidig beskriver konsekvenser for indkomstfordelingen på et detaljeret niveau. Til gengæld kan DREAM bruges til at analysere indkomstfordelingen mellem forskellige generationer, i modsætning til alle andre danske modeller. Det er den bygget til.

Opfattelsen af DREAM som en neo-liberalistisk konstruktion kan muligvis skyldes en forveksling. Der findes rigtignok såkaldte udbudsøkonomer, der mener, at markedsmekanismer/udbudssiden dominerer også på kort sigt, mens efterspørgselssiden er uvæsentlig. Dem er der imidlertid ikke mange af i Danmark, slet ikke i den kreds der udvikler DREAM-modellen. Omvendt er der også nogle økonomer, der mener, at verden er keynesiansk, også på lang sigt. Gruppen er meget lille i både dansk og international sammenhæng. Måske Enrum tilhører denne eksklusive kreds.

Nils Enrums kritik af DREAM-modellen

De økonomiske vismænd bruger den, Velfærdskommissionen, Arbejdsmarkedskommissionen og Skattekommissionen har alle baseret deres anbefalinger på den, og regeringens embedsmænd under Fogh og Løkke har benyttet den flittigt: Den økonomiske beregningsmodel, DREAM. Men forhåbentlig ved den nye regering, at DREAM-modellen ikke er en neutral, 'videnskabelig' beregningsmodel, som kan anvise de rigtige prioriteringer.

Den er liberalistisk og burde forsynes med selvlysende advarselsmærker: Begrænset anvendelse! Forudsætter ligevægt overalt! Må ikke benyttes til kortfristede prognoser eller konklusioner om den offentlige sektors optimale størrelse.

Hvis vi fulgte DREAM-modellens anbefalinger, ville velfærdsstaten blive helt afmonteret og erstattet af en minimalstat uden sikkerhedsnet eller offentlige velfærdsydelser.

Modellen består af flere dele. En bogholderi-del som skønner over, om den offentlige sektor er solvent på lang sigt. Og en markeds-model, som beregner beskæftigelsen, BNP, indkomst med mere. Den gennemgående antagelse er, at markedsmekanismen er konge. Stok og gulerod, lyst og ulyst og udbud og efterspørgsel skaber ligevægt overalt i samfundet. Ligevægten kommer automatisk - hvis bare markedsmekanismen får lov at virke. Markedskræfterne skal derfor gives plads til at slå igennem på vores adfærd ved at nogen får gevinster og andre får tab.

Disse antagelser går stik imod velfærdsstatens grundtanke. Velfærdsstatens opgave er at regulere markedskræfterne og på visse områder sætte dem helt ud af kraft, fordi markedet ellers ville føre til for meget ulighed og for stor usikkerhed. Begrundelsen er primært politisk, men også fagøkonomisk, fordi private individuelle løsninger kan blive dyrere end en kollektiv ordning, for eksempel når det gælder sundhed og uddannelse.

Ikke desto mindre benytter Finansministeriet og de mange regeringskommissioner regnestykker fra DREAM-modellen som argumentation for eller imod politiske forslag om for eksempel at privatisere efterlønnen eller skære i kontanthjælpen eller sænke en eller anden skat. Vel vidende at modellen via løse antagelser er forhåndsprogrammeret til at foretrække en mindre offentlig sektor, end vi har i dag.

Skulle nogen spørge, om det ville gavne dansk økonomi at nedlægge folkeskolen, genindføre børnearbejde og afskaffe kongehuset, så svarer DREAM ja, ja og ja - tre gode ideer som både vil øge den materielle velstand (BNP) og gavne statsfinansernes holdbarhed!

Når man vil anvende modellen til at beregne konsekvenserne af et politisk forslag, laver man to regnestykker eller 'modelkørsler'. Først beregnes den forventede udvikling uden forslaget (udgangsskønnet); derefter beregnes udviklingen med forslaget. Forslagets virkninger er så forskellen mellem de to kørsler. Sådan har en række brugere benyttet modellen til forskellige formål, og via de offentliggjorte resultater kan vi se, hvordan modellen 'vurderer' diverse politiske forslag. De følgende eksempler bygger på materiale fra DREAM-gruppen, Arbejdsmarkedskommissionen, Skattekommissionen, De Økonomiske Råd, samt Finansministeriets svar til Folketinget nr. 118 af 27.5.2009.

Ifølge DREAM-modellen er det skidt for både statsfinanserne og for den materielle velstand (BNP) at bekæmpe ledighed med offentlige investeringer i for eksempel letbaner eller elektrificering af jernbanenettet. Statskassen kan ganske vist holdes skadesløs, hvis udgiften finansieres af tilsvarende skatteindtægter - så det er OK med modellens bogholderi-del. Men den del, som beregner, hvor mange der vil arbejde, hvor meget de producerer og tjener, når frem til, at den krævede skat vil mindske lysten til at arbejde. Og nettoeffekten bliver i alt et mindre BNP og forværrede statsfinanser. At investeringerne har positive konsekvenser, som sparet transporttid og færre dødsfald fra dieselpartikler, indgår ikke i modellen.

Halveringen af dagpengeperioden fra fire til to år blev foreslået af Arbejdsmarkedskommissionen på grundlag af et DREAM-regnestykke, som viser, at arbejdsløse er mere tilbøjelige til at 'vælge' ledighed, jo længere dagpengeperioden er. Ved at forringe understøttelsens beløb eller varighed bliver det mindre attraktivt at vælge lediggang, flere vil arbejde og BNP stiger. Siger DREAM. Og ifølge bogholderi-delen spares der dagpenge, og det forbedrer de offentlige finanser. Ifølge DREAM ville det være en fordel at halvere dagpengeperioden igen og igen, til der ikke var nogen understøttelse overhovedet. At dagpengene spiller en afgørende rolle for det højt berømmede danske flexicurity-arbejdsmarked, må model-brugeren selv huske på. Så langt tænker Dream ikke.

DREAM spillede også en stor rolle i efterløns-reformen. Da arbejdsløsheden i DREAMs krisefri verden alene bestemmes af forholdet mellem understøttelse og arbejdsindkomst (relativt høj understøttelse er lig med højere ledighed), giver det i modellen ikke ledighedsproblemer at øge arbejdsstyrken: beskæftigelsen følger med i forholdet én til én. Derfor er forslag om at mindske efterlønnen eller folkepensionen dobbeltvirkende, fordi det i modellen både sparer på udgifterne til efterløn/pension og øger arbejdsstyrken, produktion og indkomst.

Men også andre udvidelser af arbejdsstyrken er en fordel for både BNP og statsfinanserne: En ekstra arbejdstime pr. uge? Ja tak. En ekstra ferieuge? Nixen bixen!

DREAM-modellen antager, at vi er mindre påpasselige med andres penge end med vores egne. Derfor er brugerbetaling generelt bedre for både BNP og statens finanser end skattefinansiering. Problemet er ikke, at antagelsen er forkert. Problemet er, at modellen ikke har resten af billedet med - for eksempel hvordan levevilkår og ulighed påvirkes.

At få flere unge til tage en længere uddannelse ser mange som en god vej frem for Danmark. Det gør DREAM ikke. Uddannelse koster jo penge til lærerløn med videre, og flere studerende betyder færre fuldtidshænder i arbejdsstyrken (mens de studerer). Så den idé får to minusser! Nu tænker De måske, at så tosset en fortolkning af et model-regnestykke vil blive stoppet af dem, som bruger modellen og havne i papirkurven snarere end i den færdige rapport. Slet ikke. VK-regeringen fortolkede sine DREAM-beregninger præcist på den måde: at uddannelse til flere vil mindske BNP og forringe statsfinansernes holdbarhed.

De nævnte eksempler illustrerer modellens 'fordomme' imod velfærdsstaten. Men hvem har ret? Er DREAM-modellen på afveje eller er velfærdsstaten? Svaret - som pladsen kun tillader et kort rids af - er både ja og nej.

Fri bevægelighed af kapital og arbejdskraft giver selvforstærkende problemer for vores velfærdsmodel. Alle har samme rettigheder og pligter. I princippet skulle de modsvare hinanden, men i praksis er de asymmetriske: Nogle har mere at vinde end andre ved at skulke fra pligterne. Og rettighederne virker ekstra dragende på folk, der har meget brug for dem.

Da der er et par hundrede nationalstater og cirka én samlet globaliseret markedskapitalisme, presses velfærdsstaterne desuden i retning af mindste fællesnævner, hvor det bliver vanskeligere at fastholde højere skatter og velfærdsydelser end nabostaten eller Cayman Islands. Det giver et pres i retning af noget mere markedskonformt. DREAM-udgaven af dansk økonomi bliver derfor måske mere og mere retvisende med tiden.

Problemet med DREAM i dag er primært, at den bliver brugt til noget, den ikke er egnet til. Som at cykle ved hjælp af et søkort eller bruge cykelkort til sejlture. Økonomerne bag DREAM ved godt, at modellen undervurderer plusserne ved skattefinansierede offentlige ydelser. Alle modeller har styrker og svagheder, og DREAM er bedre end andre modeller til nogle analyser - for eksempel af befolkningsstrukturens økonomiske betydning på lang sigt.

Den økonomiske udvikling på kort sigt kan modellen faktisk ikke sige noget om. Kriser og arbejdsløshed findes slet ikke i DREAM, så det er nogle meget lange gennemsnit den beregner.

En tredje svaghed er, at en vigtig del af modellen i høj grad bygger på formodninger om individadfærd og for lidt på data om den virkelige verden. Ligevægtsmodellen er baseret på antagelser om, hvordan et 'fuldt forudseende og rationelt individ' (= egoist) vil opføre sig. At antage fuld forudseenhed er, erkender DREAM-folkene, "umiddelbart meget urealistisk". Fra anden forskning ved vi desuden, at et makrosamfund ikke altid opfører sig som enkeltindividernes middeladfærd ganget med folketallet.

For det fjerde er det et problem, at fordelingsvirkninger ikke er med i billedet. I den rigtige verden er spørgsmålet om ulighed væsentligt. Ikke mindst hvis modelberegningerne vedrører velfærdsstatens finansiering og ydelser.

Der er således flere gode grunde til at forsyne DREAM-modellen med advarselsmærkater. De nævnte cases tyder på, at den største mærkat bør advare om modellens enøjede behandling af den offentlige sektor, hvor skattebyrderne tæller med, mens det, vi får til gengæld, ikke indgår. Derfor viser DREAM væk fra den skandinaviske model og hen i retning af minimalstaten. Og derfor bør vi ikke lade nogen slippe af sted med at begrunde et politisk forslag med alene et facit fra DREAM.

Nils Enrum (f. 1953) er økonom og lektor på Professionshøjskolen Metropol.